Formål

I 30 år har jeg haft hund... Helt vildt at tænke tilbage på.

Mine forudsætninger og mål med at have hund og siden at få hvalpe har løbende flyttet sig.

Jeg fik hvalpe første gang i 1990 og har senest haft et kuld (mit 5. kuld i alt) i juli 2003. Jeg kan ikke prale af nogen form for storproduktion, og jeg synes i øvrigt heller ikke, at det i sig selv er noget at prale af.

3 gange har jeg fået hvalpe, fordi jeg selv skulle have en hvalp, og 2 gange fordi gode venner gerne har villet have en hvalp fra mine linier. Jeg avler ikke hvalpe, fordi jeg har en termin, der skal betales, og det, synes jeg, er et vigtigt udgangspunkt.

Jeg prøver efter bedste evne at vælge hanhund efter arbejdsevner og temperament og skeler til udseendet, da jeg gerne vil være med til at bibeholde racens smukke udseende og elegante outfit. Trods grundigt forarbejde kan tingene falde anderledes ud end forventet, og det er også sket for mig.

En gang har jeg været i tvivl om en hanhund, men brugte ham alligevel. Resultatet blev ikke, som jeg havde håbet, så af det har jeg lært, at jeg skal "falde" for en hanhund før jeg vil bruge ham. Jeg vil gerne i en tid, hvor jeg føler at ekteriøret på hundene er i en rivende udvikling, være med til at avle hunde med stor apporteringslyst samt lyst og evne til at arbejde sammen med deres ejer. Jeg prøver at avle hunde med godt temperament, hunde der kan arbejde, når de skal, men som ikke kravler på væggene resten af tiden. (Jeg orker dem ikke selv, og synes heller ikke at andre skal belastes).

Hunde som finder glæde i at være sammen med deres ejere, børn og andre hunde. Jeg sælger ikke en hund, hvis den skal gå i løbegård døgnet rundt, uanset hvor dygtig dens ejer måtte være, og for mig er det vigtigere at mine hvalpe får et godt hundeliv, end at de når til tops indenfor markprøver og på jagt. At man skal træne, motionere og aktivere er et must. Jeg træner mine hvalpe vederlagsfrit til de bliver mindst 8 måneder, for at de kan lære at opføre sig ordentligt, så folk kan holde dem ud, og så har jeg jo også mulighed for at følge dem løbende og hjælpe ved behov.

Som sagt har jeg siden 1984 haft flatcoats i huset, og dette ejerskab har ført mange ting med sig.

Jeg har haft følgende tillidsposter:

  • Raceledelsen for Flatcoated retriever i 9 år, bl.a. som formand og kasserer, samt siddet i sundhedsudvalget.
  • I Dansk Retriever Klub har jeg siddet i bestyrelsen, i markprøveudvalget, udstillingsudvalget, sundhedsudvalget.
  • Jeg uddannet som officiel DKK udstillingsdommer for Flatcoated Retriever.
  • Jeg har været træner i region Nordsjælland i mange år.
  • Jeg har dømt og dømmer stadig en hel del uofficielle markprøver på Sjælland, på Bornholm og i Sverige.
Dette skal ikke opfattes som om at jeg prøver at spille smart, men for at vise at min indfaldsvinkel til avl, træning og det at have hund har mange sider og meget har påvirket mine meninger gennem tiden.

De seneste år har jeg levet en mere privat tilværelse med mine hunde og har kunnet bruge mere tid på dem end på diverse udvalg og sager og det har jeg det godt med.